Sådan sparer du penge på elregningen

Sådan sparer du penge på elregningen

Sådan kan du spare flere penge på el

Alt for mange danskere bruger unødvendigt mange penge på elektricitet i deres hjem. Der findes mange forskellige metoder, som man kan tage i brug, hvis man ønsker at opnå besparelser på elregningen. Man kan benytte sig af energioptimering, der indebærer en gennemgang af boligens installationer. På den måde kan man optimere på elforbruget og opnå besparelser.

Det er dog ikke altid, at det kræver en energioptimering, hvis man gerne vil opnå besparelser på elregningen. I mange tilfælde kan enkelte ændringer i dagligdagens vaner gøre en stor forskel. Det er nemlig ofte små ting, der gør, at man betaler forgæves.

De fleste af os slukker både fjernsynet og lyset, når vi forlader vores hjem. Vi tænker bare ikke over, at vi stadig har en masse andet elektronik, som kører på fuld blus, når vi ikke er hjemme, og dermed ikke har behov for det.

I dette indlæg giver vi dig derfor nogle gode råd til små ting, du kan ændre i hverdagen, så du ikke betaler for elektricitet, som du principielt ikke bruger.

1. Væn dig af med tørretumbleren

Undgå at bruge tørretumbleren

Det er nemt at bruge tørretumbleren, når vi skal tørre det nyvaskede tøj, men hvis man vil opnå besparelser på elregningen, kan det være en fordel at vænne sig af med den. Tørretumblere bruger enormt meget strøm – også selvom de er nye, og har en god energimærkning.

Hvis muligheden er der, kan det være en god idé at bruge tørresnoren lidt mere, end man normalt ville gøre. Særligt i sommermånederne hvor det, for de fleste, er nemt at tørre tøjet udenfor.

Hvis man vænner sig delvist af med at bruge tørretumbleren, kan man opnå store besparelser. Bare tre tørretumblinger mindre om ugen i sommerhalvåret kan give en besparelse på 800 kroner om året, hvis man har en tørretumbler med energimærke A.

2. Tænk over temperaturen i vaskemaskinen

Brug koldest muligt vand

Der er mange penge at spare, når det handler om at vaske tøj. Helt almindelig dagligdagsbeklædning uden for mange bakterier bliver, af de fleste, vasket ved omkring 40 grader. Man kan dog sætte vasketemperaturen helt ned til 20 grader og på den måde opnå en besparelse. Det kræver dog, at man benytter et vaskemiddel, som er egnet til koldvask.

Hvis man justerer temperaturerne i forbindelse med tøjvask, kan man opnå en besparelse på lige over 200 kroner på årligt basis.

3. Vær opmærksom på din opvaskemaskine

Undgå at bruge opvaskemaskinen halvt fyldt

Det er primært ved hårde hvidevarerne, at der er mulighed for den største besparelse på årligt basis. Foruden tørretumbler og vaskemaskine kan man nemlig også ved hjælp af nogle få justeringer spare op til 200 kroner om året, når man bruger sin opvaskemaskine.

Jo færre grader opvaskemaskinen er indstillet til, jo mindre strøm bruger den. Opvaskemaskiner kan som regel sagtens gøre vores service rent ved en temperatur på 50 grader, og den bruger op til 20 procent mindre strøm sammenlignet med, når den er indstillet på 65 grader.

Derudover kan man opnå en endnu større besparelse ved hver dag at tænke over, at opvaskemaskinen skal være fyldt, inden den bliver sat i gang. Hvis man for eksempel vasker gryder og store skåle i hånden, er der plads til endnu mere i den enkelte vask. På den måde igangsættes den sjældnere, og det sænker elregningen.

4. Sluk lyset

Sluk lyset i rum du ikke bruger

Vi ved det alle sammen godt. Det er unødvendigt at have lyset tændt i alle husets rum, mens man er hjemme. Det er nemlig ikke kun, når vi forlader vores hjem, at lyset skal slukkes. Gør det til en vane at slukke lyset, når du forlader er rum. Den vane kan nemlig give en besparelse på omkring 300 kroner årligt.

Samtidig vil det være en fordel at bruge LED-pærer fremfor de almindelige halogenpærer. LED-pærer har en længere levetid end almindelige pærer. De er tilmed mere energieffektive, og så er de bedre for miljøet. Hvis man benytter LED-pærer, kan man opnå en besparelse på op til 80 kroner pr. pære, og samtidig nedsætte udledningen af CO2. LED-pærer indeholder nemlig hverken kviksølv eller miljøskadelige stoffer.

Med disse få og forholdsvis simple ændringer, vil du kunne opnå en besparelse på over 1500 kroner årligt. Det kan altså sagtens betale sig at omlægge sine vaner en smule. Man optimerer på sit elektronik, gør sit hjem grønnere og undgår at betale for strøm, man ikke bruger.

Copyright 2017 EHV El og VVS.
Share